Siden bondestenalderen har danskerne været på jagt efter hårde materialer til at bygge med. Opgaven var ikke nem, for her i landet rager der ingen store bjerge op over jordoverfladen.
 To stentyper, der kendes fra de tidligste stenbyggerier i Danmarks middelalder: Marksten (granit) til venstre i billedet og frådsten (kildekalk) til højre. Skift i stentyper afspejler typisk, at den pågældende bygning er blevet til i etaper, og at det foretrukne byggemateriale har ændret sig undervejs. |
Du kender det selv fra et sandslot på stranden. Det kan måske nok formes til noget pænt, men så snart der kommer et par bølgeskvulp, falder kunstværket sammen.
Mere solide byggerier kræver mere solide byggesten, og her har man til alle tider stået over for en særlig udfordring i Danmark. Terrænet består nemlig hovedsageligt af sand, grus og ler, afsat af istidens gletsjere. Det er løse materialer, der ikke uden videre kan indgå i nogen langtidsholdbar konstruktion.
Så hvad har man gennem tiden gjort for alligevel at anlægge bygningsværker, der holder? Det gennemgås i denne artikel.
Granit – stort og stærkt
De første mennesker i Danmark boede i primitive boliger lavet af træ og andre bløde og forgængelige naturmaterialer. Men når det gjaldt gravpladser, faldt valget på store sten. Også selvom de var pokkers svære at transportere.
 Ved Lindeskov på Østfyn finder man dette store anlæg. Ellesteddyssen, der er dateret til 3500-3300 f.Kr., har hele fem kamre bestående af adskillige tonstunge sten. |
Stenene fandt man rundt omkring i landskabet. De stammer fra Mellemskandinaviens fjelde. Man skal forestille sig, at der er knækket klippestykker af fjeldene, og disse stykker er blevet bragt til Danmark af gletsjere – en proces, hvorunder klippestykkerne er blevet slidt, så de har fået markstenenes karakteristiske afrundede former. Stenene består af bl.a. granit og gnejs. I stenalderen har der ligget flere meget store sten i terrænet end i dag, hvor der er ryddet op på landmændenes marker.
De op til 20 tons tunge sten blev brugt til gevaldige gravanlæg med randsten, dæksten og kamre. Sikke nogle projekter, det har været! Man mener, at bygningen af en storstensgrav i gennemsnit har taget 10.000 arbejdstimer. Særlig stor indsats krævede de længste langdysser. Langdysserne kunne blive mere end 100 meter lange og bestod af en aflang vold af jord omgivet af randsten.
Den mest avancerede type anlæg var jættestuen. En jættestue var en høj med gange af adskillige meters længde. Herinde ville en lille familie kunne bo ganske komfortabelt – hvis altså det ikke lige var sådan, at jættestuerne var forbeholdt de døde.
Det høje antal storstensgrave, man ser i nutidens danske landskab, vidner om, at de sten, som bragtes hertil af gletsjerne, er meget robuste. Ganske vist er der forsvundet en betydelig del af de ca. 25.000 storstensgrave, der blev anlagt i sin tid, men det skyldes ikke en svaghed i stenene. Tværtimod: Når man specielt i 1800-tallet ryddede oldtidsgravene, så var det for at benytte de veludvalgte sten til egne nybyggerier.
 Grejs Klipper ved Vejle er den eneste danske klippevæg uden for Bornholm. Den består af kildekalk – et slags restprodukt fra grundvand, der er piblet ud af den meget stejle bakkeskråning på stedet. |
Kalksten – sten til luksusbyggerier
I den tidlige middelalder var traditionen med store gravanlæg af sten for længst ophørt. Og dog. For kirkernes funktion var beslægtet med storstensgravenes: Et kulturelt samlingspunkt om spørgsmål om livet og døden.
Stenkirker skød op i alle afkroge af landet i 1100- og 1200-tallet. Igen blev der brugt store mængder granit, men granit var bøvlet at transportere og endnu mere bøvlet af hugge til. Og hugges til skulle stenene, for modsat oldtidens storstensgrave bestod stenkirkerne af byggesten med regelmæssige sider og kantede hjørner.
Det noget tunge udtryk, som markstenene gav de danske kirker, var langt fra så elegant som det, man så i landene mod syd. Her rejstes himmelhøje katedraler med imponerende detaljerigdom. Opskriften var kalksten. Kalksten (også kaldet limsten) var nemlig blødt og let og kunne forholdsvis nemt formgives.
I Danmark er det så som så med kalksten i landskabet. Men det forekommer, og i den tidlige middelalder voksede interessen for det. En overgang var kalksten det foretrukne materiale til prestigeprojekter.
| Video: Et kort klip, der viser Tveje Merløse Kirke, bygget ca. 1150. Kirken, der er en af Danmarks allersmukkeste landsbykirker, er overvejende bygget af kildekalk (frådsten). Det giver kirken et lyst og let udseende, nærmest sydlandsk. |
Der fandtes to hovedvarianter:
· Sten skåret ud af kalkområder under jordoverfladen eller ved klinter. Eksempel: Absalons borg i København (ca. 1167), med sten fra Fakse Kalkbrud.
· Sten udvundet ved kalkbrud med kildekalk (frådsten). Eksempel: Den første domkirke i Roskilde (ca. 1080), med sten fra lokale kildekalksbrud.
Kalken i Stevns Klint og Fakse Kalkbrud har millioner af år på bagen. Det er gammel havbund, og kalken er skabt ved aflejringer efter små organismer. Kildekalken er derimod et materiale, der dannes konstant. Processen består i, at regnvand lander på kalkholdig jord og fører noget af kalken med sig ned til grundvandet. Når grundvandet sidenhen pibler ud i kildevæld, så udskilles kalken igen. Og den våde kalk bliver til sten, når den samtidig med størkningen kommer i forbindelse med løst sand og grus.
Kalksten kunne mere eller mindre saves ud på stedet og transporteres direkte hen til byggepladsen uden videre forarbejdning. Det var virkelig smart. Mindre smart var det, at stentypen også er porøs og derfor mere følsom over for vind og vejr end eksempelvis granit.
 Når man står med et stykke kildekalk i hånden – det på billedet er fra Slude på Fyn -, forstår man, hvorfor det var så ombejlet et byggemateriale i middelalderens Danmark. Ikke bare er det lyst og pænt at se på. Det har også en lav vægt, hvilket har været en stor fordel, når man skulle transportere det og løfte det. Den lave vægt skyldes især kildekalkens porøsitet, og heri lå også materialets svaghed – dets skrøbelighed. |
I slutningen af 1100-tallet kommer der så et nyt byggemateriale på banen, og det har så mange fordele, at det lige siden har været det mest populære i Danmark: teglsten.
Teglsten – løsningen på alt (næsten)
Tegl består af ler. Leret graves op, æltes i vand og placeres i forme. Derefter tørres det og brændes ved en temperatur på ca. 1000 grader. Der er ikke mange forskelle på middelalderens teglsten og nutidens. En forskel, der dog er ret synlig, er, at stenene i middelalderen var større, end de er i dag. Datidens større teglsten kalder man munkesten, som altså er forgængeren for det, vi nu kalder mursten.
Teglstensteknologien var kendt af både grækerne og romerne, men den nåede først til Nordeuropa i kong Valdemar den Stores tid. Han blev til gengæld bidt af en gal munkesten og byggede løs med dem. Et stykke af forsvarsværket Dannevirke er blandt de tidligste eksempler, og Valdemar stod også bag byggeriet af Sct. Bendts Kirke i Ringsted, der går for at være den første teglstenskirke i Norden (bygget i 1170’erne).
 Bjernede Kirke er Sjællands eneste eksisterende rundkirke, men den udmærker sig også ved sine byggematerialer. Halvvejs oppe ad muren ændres materialet – fra granit til teglsten. Dette afspejler, at teglstenene gjorde deres indtog i Danmark, netop som Bjernede Kirke blev bygget i ca. 1170. |
Teglsten passede perfekt til danske forhold.
Først og fremmest var råstoffet nemt tilgængeligt. Der er ler i jorden masser af steder i Danmark. Så ofte kunne teglstenene produceres lige ved byggepladsen. Samtidig er teglsten robuste, og de er ensartede, sådan at man kan fremstille dem i massevis uden at tænke på, hvordan hver enkelt sten skal indgå i bygningen.
En af de få ulemper bestod i, at muligheden for at arbejde med kunstneriske detaljer i byggerierne var begrænset. Det ses eksempelvis på Roskilde Domkirke – ganske vist en imponerende kirke efter dansk målestok, men ydermurenes flader er temmelig ensartede og blegner i sammenligning med vore nabolandes katedraler. Hertil skal dog siges, at tegl formentlig har været anset for højeste mode i nogle årtier, og derfor har ingen følt mindreværdskomplekser ved at bygge i munkesten.
I Renæssancen blev stentyper som sandsten og marmor i stigende grad brugt til fornemme, bekostelige byggerier, men de skulle hentes på Bornholm, i Norge eller endnu længere væk og udgjorde oftest kun en mindre del af den samlede konstruktion.
 Sct. Bendts Kirke i Ringsted er en af Danmarks fornemste teglstensbyggerier. Dens forgænger var en knap så stor frådstenskirke. I dag kan man se resterne af denne kirke i form af fundamenter for teglstenspillerne i hovedskibet. Bemærk i øvrigt størrelsen af teglstenene i søjlerne – de er større end vore dages mursten og kaldes munkesten. |
Nutidens byggesten
Der skulle gå flere hundrede år, før teglstenene for alvor fik konkurrence. I 1800-tallet fandt man ud af at massefremstille cement. En ret avanceret proces, som dog – i lighed med teglproduktionen – havde været kendt tilbage i oldtidens Romerrige. Cement, der består af kalk og ler, bruges som bindemiddel, men kombineret med vand og sand kan det blive til beton. Beton er velegnet til større byggerier, og det er særdeles holdbart, når det forstærkes med indstøbte stålstænger. Til gengæld er det en udbredt opfattelse, at beton er gråt og kedeligt at se på.
Af de ovenfor nævnte byggematerialer er det kun kildekalken, der er gået helt ud af brug. Det sidst kendte produktionssted lå ved Slude på Fyn (ophørt ca. 2005). I Grejsdalen nord for Vejle kan man endnu se en hel klippeside med kildekalk – det er en rest fra den udvinding, der begyndte i middelalderen. Denne kildekalk blev bl.a. brugt til byggeriet af kirken i Jelling. (Se billederne, der ledsager denne artikel.)
 Et af de mest kendte betonbyggeprojekter i Danmark er den danske del af Atlantvolden. Selvom selve anlæggelsen af de mange bunkere mildest talt skete på en kedelig baggrund, så har man bevaret en stor del af dem, og i dag fungerer de som monumenter og har på den måde lighedspunkter med de årtusinder gamle storstensgrave. |
Alle fotos på siden: Danskebjerge.dk
Se også på Danskebjerge.dk: De højeste gravhøje De tabte bjerge