Om noget er kønt eller knap så kønt, afhænger som bekendt meget af øjnene, der ser. Det gælder også bakker og stigninger.

Alligevel kan man i et vist omfang definere graden af skønhed i forskellige danske terrænelementer.

Først og fremmest skal man kunne se noget. Enten skal bakkens form kunne ses fra afstand, eller også skal dens top byde på en god udsigt. Ofte går de to ting hånd i hånd.

Det gør selvfølgelig heller ikke noget, hvis omgivelserne er flotte. Men det er tydeligheden i bakkens eller stigningens form, der er vigtigst. En smuk bakke er meget ofte også en bakke, hvor man som beskuer tænker: Hold da op, den er godt nok stejl. Eller: Der er godt nok langt derop.

Mange ting kan stå i vejen for sådanne synsoplevelser. For eksempel bevoksning eller bebyggelse.

Og hvis det handler om at fotografere bakker, er der en anden faldgrube i spil. Nemlig at landskabsformer bliver meget fladere på et billede, end når man betragter dem ude i virkeligheden. En måde at kompensere for dette på er ved at gå på afstand af motivet – evt. finde et højt sted – og så zoome ind derfra. Dette kræver selv sagt et kamera, hvor der kan zoomes ind, uden at billedkvaliteten lider alt for meget under det.

Herunder vises nogle af de danske bakker og stigninger, som Danskebjerge.dk er mest begejstret for, rent visuelt. Jeg har hæftet et par sætninger på hvert billede. Nederst er et par “skrækeksempler” – bakker, der måske nok er højt beliggende, men som knap nok er værd at skænke et blik.

↑ Jeg havde opholdt mig meget i Vejle, før jeg en skønne dag fik øje på denne sublime vinkel. Billedet er taget fra Agersnapsvej forbi tårnet på Sct. Nicolai Kirke (knap 1 km borte) og med Chr. Winthersvej i baggrunden (2 km borte). Billedet illustrerer ikke blot vejens stejlhed. Det fortæller også historien om, at det centrale Vejle med middelalderkirkerne ligger nede i dalen, mens de senere boligkvarterer er vokset frem på dalens skråninger.

↑ De gentagne skred på Møns Klint efterlader sælsomme kalkformationer. I disse år er det den her fætter, der er den mest iøjnefaldende, når man står nede på kysten. Den særlige egenskab ved klinter er, at de kan have helt lodretstående flader. Sådanne terrænfænomener kan ikke skabes af materialer som sand, grus eller jord.

↑ Sindbjerg set fra Stoubjerg. De to “tvillingebakker” ligger sydøst for Silkeborg, og deres toppe befinder sig hhv. 103 og 99 moh. På billedet ses Sindbjergs østvendte skråning, der fra bund til top måler 48 højdemeter. De to bakker er visuelt meget indbydende. Dels fordi de rejser sig så markant fra det omgivende landskab, og dels fordi de ligger i et fredet hedeområde med lav bevoksning.

↑ Her er et eksempel på en bakketop, der ikke bare har stejle sider, men også kaster en forrygende udsigt af sig. Der er tale om Bavnen ved Tystrup Sø syd for Sorø. Bakken ligger tæt op ad søen, og alligevel er der hele 47 højdemeter fra bakketop til vandoverflade. Når jeg holder særligt meget af denne udsigt, hænger det måske sammen med, at den befinder sig tæt på min hjemstavn. Sådan er det med skønhed – den har også lidt at gøre med beskuerens baggrund.

↑ Et hus er meget anvendeligt, når man vil fotografere en bakke. Bygningen gør nemlig, at beskueren bedre fornemmer størrelsesforholdene i billedet, end hvis det kun var det rene landskab, der blev vist. Bakken på ovenstående foto finder man på Nekselø ud for den nordvestsjællandske kyst. Denne bakke er ydermere begunstiget af, at dens skråninger er forholdsvis fri for høj bevoksning. Bevoksning skader ofte æstetikken i et bakkefoto, fordi den har det med at skjule terrænforskelle.